Det er glædeligt, at København nu omsider får en Metro-ringlinje. Og at vi gennem mange år så må leve med de gener, byggeriet medfører, er i det store og hele en nødvendig omkostning — som i det mindste får en ende. (Her på Christianshavn, hvor jeg selv bor, måtte vi undvære både vores torv og plads på fortovene i årevis.)
Derimod er det bedrøveligt indtil det fortvivlende, at én af de nye stationer skal placeres på Gammel Strand — hvor den uvægerligt vil komme til at spolere atmosfæren og miljøet for good.
Lad mig blot nævne én af de ting, der uvægerligt følger med etableringen af en sådan station: Nemlig de hundredevis (undertiden tusindvis) af cykler, der parkeres (eller rettere: henslænges) uden for de stativer, som naturligvis også etableres.
(Hvis nogen tvivler på, at etableringen af en Metro-station på et lille torv har en sådan virkning, kan jeg igen henvise til lokal erfaring: Christianshavns Torv er aldrig helt blevet sig selv igen efter Metroen — som vi i øvrigt er glade for.)
Metro-selskabet etablerer naturligvis parkeringskældre for cykler. Men folk bruger dem ikke — hvad enhver kan forvisse sig om ved at besøge de eksisterende kældre, og sammenligne antallet af cykler under jorden med antallet af cykler over den. Og det ved planlæggerne naturligvis udmærket — for elementær psykologisk viden om menneskers adfærd på offentlige steder er en obligatorisk del af enhver uddannelse i fysisk planlægning.
Dersom stationen i stedet blev placeret på Højbro Plads, mellem statuen af Absalon og Storkespringvandet (hvis fugle enhver københavner ved i virkeligheden er traner), ville den ikke i nær samme grad komme i konflikt med sine omgivelser. Faktisk ville den kunne give pladsen et løft. Og den ville være tættere på Strøget — og dermed på passagererne.
Men som de fleste, der færdes dagligt i Københavns indre by, formentlig vil kunne huske, etablerede Københavns Kommune for nogle år siden et meget stort såkaldt stødbassin under Højbro Plads. (Et stødbassin er en betonkasse, hvori store mængder kloakvand, som dannes pga. kraftige regnskyl, kan opbevares, indtil de gradvist kan ledes gennem rensnings-anlæggene.) Uden sådanne stødbassiner måtte kloakvandet ledes urenset ud i Øresund.
Det er derfor et kvalificeret gæt, at årsagen til, at Metro-stationen nu skal placeres på Gammel Strand, og ikke på Højbro Plads alene er, at kommunen ved den sidstnævnte placering ville være nødt til at finde en anden placering til stødbassinet, samt bekoste opførelsen af et nyt.
Det er nemlig desværre karakteristisk for den kommunale (og statslige) planlægning, at de personer, der f.eks. planlægger kloak-bassiner, sjældent tænker så langt frem i tiden som til f.eks. at overveje muligheden af, at de steder, de fravælger, også kunne være nyttige til placering af fremtidige underjordiske Metro-stationer. Planlæggere kan godt fremskrive (extrapolere) eksisterende tendenser, men de har svært ved at forestille sig komplicerede vekselvirkninger mellem nye teknologier.
Men når man vælger at bekoste et anlæg, der er så extremt dyrt, som den nye Metro-strækning, er det en brøler ikke at anvende de ekstra penge, der kunne sikre en bedre placering.
Gammel Strand er ikke et hvilket som helst sted. Det var jo som bekendt præcis her, at byen København først opstod som fiskerleje, allerede før Absalon besluttede at bygge en borg på Slotsholmen (der jo er en naturlig ø). Husrækken på Gl. Strand er en af Københavns fineste, og placeringen af en Metro-station foran den er vandalisme — og mangel på jugement.
Man skal være forsigtig med konspirations-teorier. Men i dette tilfælde vover jeg et øje og gætter på, at planlæggerne har valgt det misvisende navn “Christiansborg” til den nye station, fordi de med fuld ret har fornemmet, at dersom københavnerne havde vidst, at der i virkeligheden var tale om en placering på Gammel Strand, ville dette have givet anledning til meget vægtige protester.
Jeg støtter varmt tanken om, at Kulturarvsstyrelsen bør frede pladsen på Gl. Strand. Det spændende er, om den har modet?
Med venlig hilsen
Nikolaj Lunøe
cand.psych. & københavner
Overgaden neden Vandet 5 B
1414 København K
26 • IX • 2008
Emneord: Add new tag, gammel strand, metroring